Bureakrati og bankgebyrer må ikke spænde ben for det frivillige engagement
Det mener frise:
Landets frivilligcentre møder dagligt lokale ildsjæle, der brænder for deres lokalområde og ønsker at gøre en forskel for deres medmennesker. Med gode idéer, stor virkelyst og frivilligt engagement ønsker de at skabe aktiviteter i deres lokalområde og sikre deltagelsesmuligheder for alle i de frivillige fællesskaber.
Frivilligcentrene i Danmark vil gøre det lettere at blive frivillig og lettere at være frivillig forening, og derfor har vi med stor bekymring set, hvordan administrativt bureaukrati og stigende bankgebyrer dræner de lokale foreninger og gør det svært at fastholde motivationen hos lokale frivillige ildsjæle.
Sammen med Altinget: Civilsamfund har landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark i 2020 sat fokus på, hvordan høje bankgebyrer tager store bidder af de sociale midler kommunerne stiller til rådighed for frivillige.
Fx har vi et eksempel på en vestjysk forening, der modtog kr. 2.000,- i tilskud fra kommunen til sociale aktiviteter, og herefter blev opkrævet et gebyr på 2.200 kr. af banken for at have en konto – som vel og mærke var nødvendig at have for at modtage midlerne i første omgang.
Små lokale foreningers hovedindtægt kommer fra kommunale paragraf 18-midler, der typisk uddeles i meget små portioner. Derfor virker det særdeles uhensigstmæssigt, at høje bankgebyrer tager store bidder af de sociale midler kommunerne stiller til rådighed for frivillige.
Helt galt går det, når et frivilligt initiativ styres af 1-3 personer i det der betegnes som selvorganiseret grupper, altså en gruppe, der ikke har vedtægter og afvikler en generalforsamling. En sådan gruppe kan ikke få en konto i banken og er derfor udelukket for at kunne få støtte fra de offentlige sociale midler.
Foreningerne og selvorganiserede frivillige initiativer er pålagt at oprette et CVR-nummer, når de modtager offentlige midler, og straks sætter bankerne dem i bås med store virksomheder. Vi har været i dialog med flere banker, som blot beklager og henviser til hvidvaskningsloven.
I efteråret 2020 tog FriSe bestyrelse kontakt til en række landdistrikts-, idræts-, erhvervs- og socialordførere for at bede dem undersøge mulighederne for at undtage mindre foreninger fra hvidvaskningsregler og persondataforordningen og dermed sikre bedre vilkår for den lokale frivillighed og flere frivillige fællesskaber i landdistrikterne.
DET gør Frise:
Sammen med Altinget: Civilsamfund har landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark i 2020 sat fokus på, hvordan høje bankgebyrer tager store bidder af de sociale midler kommunerne stiller til rådighed for frivillige.