Skip to main content

Deltagerrekord på FriSes årsmøde

Et fokus på lokal interessevaretagelse trak 9.-10. marts 167 deltagere fra 65 medlemsorganisationer til FriSes årsmøde og generalforsamling i Vejle. Aldrig før har så mange medlemsorganisationer været samlet på samme sted. Se fotos fra årsmødet

Minister: I løfter frivilligheden

"Det er min klare overbevisning, at frivillighed og civilsamfund er med til at skabe sammenhængskraft og er den lim, som holder Danmark sammen. Vores tradition med frivillighed skal vi værne om og udvikle. Og det gør vi blandt andet ved, at I øger jeres indflydelse lokalt, eksempelvis ved at indgå i gode partnerskaber med kommunerne. Selvhjælps-grupperne skal have mere vind i sejlene, og flere udsatte skal have glæden af at engagere sig i et frivilligt fællesskab." Sådan lød ordene, da Børne- og Socialminister Mai Mercado åbnede FriSes årsmøde. I ministerens videohilsen fortalte hun også om civilsamfundsstrategien, den nye sammensætning af Frivilligrådet, og så kunne ministeren breake nyheden om, at FriSe fra 2019 er national koordinator for Frivillig Fredag.
"Jeg vil ønske jer held og lykke i det kommende år. Der bliver meget at tage fat på, men jeg ved, at I gør et hamrende godt stykke arbejde og jeg ved, at I vil gøre en stor indsats for at løfte frivilligheden, og det sætter jeg stor pris på," afsluttede Mai Mercado.

Lobbyisme er en holdsport

"Tydeliggør den værdi I skaber - ikke de krav I har." Sådan lød et af hovedbudskaberne fra forfatter og kommunikationsekspert Peter Mose, da han på FriSes årsmøde førte medlemmerne igennem lobbyistens 10 dyder og vejen til Lobbyland 2025. Her gælder det om have en samlende sag, en kernefortælling, de rigtige relationer og strategiske alliancer med nye og måske overraskende samarbejdspartnere. 
"Hvilken samfundværdi kan I bygge et narrativ om, og hvilken løsning kan I levere lokalt," sagde Peter Mose, der også opfordrede tilhørerne til at bringe deres organisationer i spil på uventede områder: "I er i relationsbranchen."  
Lokalt gælder det om, at skabe og fasthold gode kontakter til forvaltningen og politikerne. At argumentere sagligt og velunderbygget og dokumentere jeres resultater. Giv gerne eksempler fra andre kommuner, andre brancher og fortæl, hvordan I gør kommunen bedre. Mød ikke blot op med et PROBLEM, men også med en LØSNING.

Tysk selvhjælps-succes

100.000 selvhjælpsgrupper, 340 selvhjælpskontorer og et budget på 77 mio. Euro i 2017. Erfaringer med selvhjælpsgrupper i Tyskland blev bragt i spil på FriSes årsmøde med en af de store pionerer inden for området professor Jürgen Matzat. Med sig havde han bogen "Selvhjælpsgrupper i Danmark" af Anne Diemer og en undren over det danske begreb 'igangsættere'. Ifølge Jürgen er tilstedeværelsen af en igangsætter i kortere eller længere tid nemlig et brud på gensidigheden og ligeværdigheden, som netop giver selvhjælpsgruppen værdi.

Sjovt sammen om sagen

39 % af danskerne over 16 år deltager i frivilligt arbejde. Det viser tallene fra Frivilligrapporten, som centerchef Laura Auken fra center For Frivilligt Socialt arbejde præsenterede på FriSes årsmøde i Torvehallerne. At være med til at gør en forskel motiverer 85 % af de frivillige. Næsten tre ud af fire fremhæver, at det motiverer dem, at det frivillige arbejde er sjovt, og at de er en del af et socialt fællesskab. 
Trods de seneste års diskussioner om, hvor frivilligheden bevæger sig hen, er foreningerne fortsat omdrejningspunkt for langt de fleste danskeres frivillige engagement. Således er 75 procent af de frivillige medlem der, hvor de lægger deres frivillige indsats.Frivilligrapport 2016-2018 består af tre analyser af frivilligheden i Danmark. I  2017 blev de to første dele; befolkningsundersøgelsen og kommuneundersøgelsen offentlligjort og foreningsundersøgelse forventes offentliggjort snart.